Malerier

Jeg bruger fotografiet som et konkret forlæg til mine oliemalerier. Fotografiet fungerer som et bindeled i den kreative proces, hvor fotografiet først og fremmest er et praktisk redskab til at huske motivets særlige fremtoning.

Ved at efterbehandle og beskære fotografiet skabes der et grundlag for maleriernes komposition og en visuel forenkling af motivets nuancer.

I den efterfølgende maleriske bearbejdning på lærredet tilføjes billedet en fornyet kompleksitet ved en kraftig nuancering af lysvirkninger, der giver malerierne deres eget udtryk.

Motiverne har en iøjnefaldende indre ro, idet al overflødig støj forbundet med motiverne er udeladt.

Betoningen af fravær skaber et rum, man kan træde ind i som et indre landskab, og dermed give vidt forskellige oplevelser.

D. 15.03.2018
Holger Bak

Holger Bak

Det er altid en skøn ting, når en kunstner laver noget, man ikke lige har set før.

Sådan er det med Holger Bak. Hvor landskabsgenren har hundreder af år bag sig og interiørmaleriet ligeså, kombinerer han i sine billeder de to udtryksformer. Midlet er spejlinger. Spejlinger, som Holger Bak ganske vist ikke har patent på. Den amerikanske kunstner Richard Estes har siden slutningen af 1960´erne skabt malerier, hvor New Yorks skyline spejles i butikkers, cafeers og etageejendommes glasfacader. Lyskilden i disse malerier er for det meste dagslysets strålende solskin.

Holger Bak derimod har valgt skumringstiden. Scenen er et hus ved havet med udsigt til alle verdenshjørner: vandet, strandlinjen og en stejl lyngklædt skrænt. Resultatet er magisk. Vi ser naturomgivelserne i tusmørketimens dybblå farveskala spættet hist og her med de sidste rester af himmelblåt og den nedadgående sols orangegule toner. I samme maleri ser vi spejlingerne fra huset selv: træpanelerne, en brændeovn, køkkenbordet, billeder på væggen, beboerne selv og lyskilden i form af en standerlampe, bordlampe eller et loftslys givende forskellige nuancer af gult til rummet.

Stemningen er fortættet, især fordi vi ved, at hele sceneriet er flygtigt. Ikke lang tid efter vil mørket sænke sig, og alt, hvad man fra da af vil kunne se inde fra huset, er de varme gule spejlinger. Omvendt vil man i dagtimerne kun kunne se udsigten til den store natur derude.

Skumringstimen har altid haft noget magisk over sig. Her på grænsen mellem dag og nat synes konturerne at bløde op, og omgivelserne får noget spøgelsesagtigt over sig. Den velkendte verden synes at forsvinde, og mystikken tager over. Det er tiden for gespenster, helheste og tusmørkeelskov.

Man finder alt dette i Holger Baks malerier. Mødet mellem det fortættede dybblå lys og den varmt lysende hjemlige hygge sætter vores vante forestillingsevner ud af kraft. Normalt er inde og ude, civilisation og natur, kunstigt lys og naturligt lys adskilt. Her er de to verdener forenet, og det tager faktisk noget tid for ens hjerne at vænne sig til det. Man bliver fysisk overrumplet. Men kun for en kort periode. Så tager nysgerrigheden og betagelsen over, og man har meget svært ved at slippe disse malerier. Større kompliment kan en kunstner vel næppe få, men Holger Bak har så sandelig også fortjent det.

Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen